Tilbage til forsiden
CMS med søgemaskineoptimering og ehandel
Print

Praktikanter

Ved Spørgsmål kontakt venligst Skovlys Praktikkoordinator


1.:  Pædagogstuderende i praktik

2.:  Uddannelsesplan for praktikforløbet

       2.1.: Skovly generelt

       2.2.: Lidt om afdelingerne

       2.3.: Hvad kan du lære på skovly

       2.4.: Din Rolle

       2.5.: Generelle ansættelsesbetingelser

               2.5.1.: Arbejdstidsplan

               2.5.2.: Vejledning

               2.5.3.: Introduktionsforløb

               2.5.4.: Generelle mål og krav for praktikken

                          2.5.4.1.: Krav til 1. lønnede praktik og merit studerende

                          2.5.4.2.: Krav til 2. lønnede praktik
1.: Pædagogstuderende i praktik

På Skovly modtager vi pædagogstuderende fra flere forskellige seminarier i København. Hver studerende bliver tilknyttet en fast afdeling og en praktikvejleder. Som studerende indgår man som en del af personalegruppen på afdelingen samtidig med, at der tages hensyn til, at der er tale om studie og praktisk læring.
Vi har gode erfaringe med praktikforløb, og vi synes, at det er inspirerende og givende at have studerende i praktik.
2.: Uddannelsesplan for praktikforløbet:

FORORD

Velkommen som pædagogstuderende i praktik på Skolehjemmet Skovly. Denne uddannelsesplan har til formål at oplyse dig om; hvad Skovly er for en praktik-institution, lidt om hvilke krav der stilles til at være medarbejder her og hvilke forventninger vi har til de studerende.
Da du i de kommende måneder skal være vores kollega, med lidt særlige forventninger og krav, er hensigten også med denne uddannelsesplan, at give alle medarbejdere på institutionen et fælles udgangspunkt i forhold til at møde dig som studerende i praktik.
Vi håber du vil få nogle lærerige måneder, som du vil kunne drage nytte af i dit videre uddannelsesforløb.


2.1 Skovly generelt:

Skovly er en af KFBU´s (Kristlig Forening til Bistand for Børn og Unge) institutioner. Vi rummer i alt 28 normaltbegavede børn og unge i alderen 10-18 år (på Slusen er aldersgrænsen 23 år). Eleverne bliver henvist til os fra forskellige kommuner i Københavns Amt.
Skovly har 4 afdelinger: 2 døgnafdelinger som hedder ”Kvisten” og ”Bakken”, 1 dagskole ”Topskuddet” og 1 udslusningsafdeling ”Slusen”.
 
Generelt for vores elever er gældende; at de har adfærdsvanskeligheder, koncentrationsbesvær og har oplevet mange svigt i deres opvækst mm. Meget kort sagt, er der tale om børn og unge der har stor brug for forudsigelighed, stabile rammer, tydelige og troværdige voksne der kan rumme dem.

2.2.: Lidt om afdelingerne:

Kvisten og Bakken: Er begge døgnafdelinger, der hver huser 8 elever i alderen 10-17 år. Eleverne bor og går i skole på afdelingerne. I det omfang det lader sig gøre, er eleverne hjemme hos forældrene i weekenden. Skoletiden og undervisningen står lærerne for. Det pædagogiske arbejde med eleverne, foregår hovedsagligt eftermiddag og aften, hvor der bydes ind med fælles og individuelle aktiviteter, udover de almindelige dagligdagsrutiner som; madlavning, tøjindkøb, vasketøj mm.

Slusen:

Er en døgnafdeling med 4 pladser til elever fra 18-23 år. De unge her, går enten i skole eller er i lære udenfor Skovly eller de modtager undervisning på afdelingen. Samtidig er der tale om botræning; madlavning, hygiejne, at få kostpengene til at slå til og social træning; dvs. at skabe sig et netværk, blive i stand til at indgå i ”det normale samfund” på en hensigtsmæssig måde.  Det pædagogiske arbejde her handler meget om coaching, vejledning og at møde de unge hvor de er.

Topskuddet:

Er vores dagskole med plads til 8 elever. Eleverne her har samme karakteristika som eleverne på døgnafdelingerne, bortset fra at deres problemstillinger er af en sådan karakter, at de kan bo hjemme. I dagskolen er der 2 lærere og 3 pædagoger. Som studerende er du både en del af undervisnings- og fritids-delen i dagskolen.

Hvilken afdeling skal du være på / og forbesøg:
Alle 4 afdelinger modtager studerende samtidigt, fra flere forskellige seminarier, du er således ikke alene, men en del af en større gruppe studerende.

Hver studerende vil blive tilknyttet en fast afdeling gennem hele praktikforløbet. På nogle afdelinger vil der være 1-3 studerende samtidig, dog fordelt på ugens vagter. På andre afdelinger, er man måske eneste studerende i den pågældende praktikperiode.  Hver studerende får tilknyttet sin egen praktikvejleder på afdelingen.
Det er ledergruppen på institutionen, der fordeler de studerende på afdelingerne. Du kan således ikke selv bestemme. Der tages i denne fordeling hensyn til, at den studerende på Afd. Slusen besidder en vis modenhed i forhold til at arbejde med de unge på 18 – 23 år.

Når de studerende er blevet fordelt, kontakter praktikvejlederne på den enkelte afdeling, deres studerende og aftaler en dato for et forbesøg inden praktikken starter.  
På forbesøget udveksler praktikvejlederen og den studerende forventninger til hinanden, om indhold og mål for den kommende praktik og der aftales arbejdstider og rammer for vejledning.

2.3.: Hvad kan du lære på Skovly:

Det vil selvfølgelig afhænge af, hvilken afdeling du bliver placeret på i din praktik, om du lærer noget om at arbejde på en døgnafdeling eller i et specialpædagogisk- dagskoletilbud.  
Du vil få indblik i at arbejde med normaltbegavede. Men belastede, omsorgssvigtede og i nogen grad traumatiserede og/eller tidligskadede børn og unge, der har brug for faste rammer og forudsigelighed. Pædagogisk lægger vi vægt på at skabe en overskuelig og tryg hverdagsramme med tilbagevendende og genkendelige holdepunkter, samtidig vægter vi at have fokus på det enkelte barns behov for udfordringer, støtte, omsorg osv.
Udgangspunktet er, at skabe positive relationer med eleverne, at de oplever rum til at blive mødt i deres glæder, ambitioner, sorger og frustrationer osv.
Med andre ord er der tale om en pædagogisk struktureret dagligdag med fokus på det individuelle relationsarbejde.
Vi lægger vægt på at være vedholdende, tydelige og troværdige voksenpersoner. Dvs. at du vil blive udfordret på dine evner til at tænke i konsekvenser, inden du sætter noget i gang med eleverne eller lover noget, og på dine evner for refleksion.

Du vil få erfaring med at skrive dagbog til brug som fælles pædagogisk redskab på afdelingen.
Du vil få indsigt i, hvad der ligger til grund for at et barn døgnanbringes eller anbringes som dagelev, hvordan der samarbejdes med forældre og kommune, udarbejdelse af handleplaner m.m.

Personalegruppen består både af lærere og pædagoger, endvidere er der ansat en socialrådgiver, der samarbejdes med en skolepsykolog, samarbejde med elevens sagsbehandler i form af halvårlige konferencer. Du vil derfor få erfaring med tværfagligt samarbejde.

Personalegrupperne på de enkelte afdelinger modtager supervision af en ekstern supervisor. Du vil indgå i supervisionen på lige fod med resten af personalegruppen.

Vores hverdag kan veksle meget; nogle dage er rolige, andre gange er der hektisk aktivitet eller perioder med mange konflikter i elevgruppen eller akutte arbejdsopgaver kommer på tværs af dagligdagen, dette stiller krav til omstillingsparathed og fleksibilitet.


2.4.: Din rolle:

Vi forventer ikke at du ved det hele og kan det hele, når du starter her. Derimod forventer vi, at du er nysgerrig, stiller spørgsmål, undrer dig og i det hele taget er opsøgende og initiativskabende i.f.t. dit uddannelsesforløb.
Måske er du kritisk overfor vores arbejde og metoder, - det er helt fint. Vi vil gerne have kritik, hvis den er konstruktiv. Men vi forventer stadig at du indgår i et samarbejde med os.
Som studerende skal du være her i 3-6 mdr., i.f.t. langsigtede beslutninger eller radikale ændringer, tager vi dig gerne med på råd eller hører din mening, men i den sidste ende er det os der tager større beslutninger.
Du har pligt til selv at holde dig ajour i.f.t. at læse referater, div. Infomateriale, tjekke kalenderne på kontoret, læse og skrive dagbog mv.
Det er forskelligt fra studerende til studerende, hvad man ønsker at øve sig i under sin praktik, måske er det aktiviteter med større eller mindre grupper af elever, måske er det observation og analyse, måske er det skriftlighed. Du vil få mulighed for at øve det du gerne vil, medmindre det går på tværs af vores pædagogik, budget e.lign. I så fald må vi i samarbejde rette din målsætning til, så den er realistisk i.f.t. denne praktikplads.
Det kan være en del af arbejdet at skulle gøre brug af fysisk magtanvendelse. Som ny og studerende er det ikke din rolle, at indgå i disse. Men derimod lade det faste personale overtage i disse situationer. Det er dog din pligt at sætte dig ind i magtanvendelsescirkulæret, som vil blive udleveret ved praktikkens start.
 
Personalegruppen er af den holdning at det er godt at have praktikanter. Du er en del af personalegruppen og vil som sådan blive respekteret som en kollega.

Se i øvrigt Bilag 1: en vejledende plan for introduktion af nye medarbejdere på Skovly.


2.5.: Generelle ansættelsesbetingelser:

Alle studerende i praktik på Skovly er omfattet af :
•”Lov om tavshedspligt”  Det betyder at du ”skal iagttage tavshed med hensyn til de forhold, som du i medfør af din ansættelse bliver bekendt med, og hvis hemmeligholdelse ifølge sagens natur er påkrævet eller bliver dig foreskrevet. Tavshedspligten ophører ikke ved din fratræden.”
•Kendskab til ”Bekendtgørelse om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet” (Bekendtgørelse nr. 1309 af 14. dec. 2004.) samt Instruks for håndtering af tilfælde af magtanvendelse jfr. Ovenstående lov. Instruksen er udarbejdet af Kbhvns. Amt april 2005.
For lønnede studerende gælder endvidere:
•Da du er i et lønnet ansættelsforhold gælder Københavns Amts almindelige ansættelsesbetingelser herunder at der forinden ansættelsen skal gives tilladelse til at Amtet forinden ansættelsen indhenter en udvidet straffeattest.
•Lønnen udbetales efter gældende overenskomster. Lønnen for 2. lønnede praktikperiode er højere end lønnen for 1. lønnede praktikperiode.


2.5.1.: Arbejdstidsplan:

Vi har nogle faste vagter vi skal dække. Størstedelen af dine arbejdstimer vil følge din praktikvejleders arbejdsskema. På alle afdelinger vil dine vagter hovedsagligt ligge fra mandag til fredag. På døgnafdelingerne er arbejdstimerne som regel fordelt på en aftenvagt og en døgnvagt om ugen. Da der er elever her i weekenden, kan du som lønnet studerende, blive bedt om at tage en weekendvagt (dog ikke lige i starten af praktikperioden. Vi vurderer sammen med dig hvornår).
I dagskolen ligger arbejdstiden fra mandag til fredag i dagtimerne. Weekendarbejde kan forekomme.
Alle afdelinger tager et par gange om året på koloni, hvilket du kan blive bedt om at deltage i.
Timetallet for øvelsespraktikken er 11 uger x 30 timer = 330 timer i alt.
I den lønnede praktik er timetallet 24 uger x 32,5 timer = 780 timer i alt.
Vejledningstimerne foregår i din arbejdstid.
Ændringer i forhold til vagtplanen skal aftales med praktikvejleder og afd. leder.


2.5.2.: Vejledning:

Alle du skal samarbejde med på din afdeling, forholder sig til at du er studerende. Din praktikvejleder sørger for, at du gennemsnitligt tilbydes 1½ times vejledning pr. uge. Vejledningstimerne vil både have karakter af samtale om hvordan det går, hvad optager, undrer eller udfordrer dig pt. Og karakter af formidling og diskussion af teori og praksis. I nogle tilfælde vil du få materiale du skal læse til næste gang, i andre tilfælde vil du blive bedt om at tænke over og fx komme med oplæg om et emne.
Vi har en del emner, som vi mener, er relevante at tage med i vejledningstimerne (se bilag 1). Nogle af vejledningstimerne vil derfor også foregå som fællesvejledning for alle de studerende på Skovly. Disse timer vil bl.a. blive afholdt af institutionens socialrådgiver og forstander.
 
I øvrigt arbejder vi på, at få kortlagt de forskellige ansattes særlige kompetencer og specialviden, således at det på sigt vil være muligt for jer studerende (og interesserede ansatte i øvrigt) i fællesskab, at lave aftale med den specifikke medarbejder om et oplæg eller en ”tema”-vejledningstime.
Din praktikvejleder får et løntillæg for sin funktion.


2.5.3.: Introduktionsforløb:

Dine første uger i praktikken vil bære præg af, at du skal stikke en finger i jorden, lære personalet, eleverne og institutionens daglige liv at kende.


Mødefora:

•Personalemøde finder sted 1 gang hver 14. Dag
•Husmøde med eleverne 1 gang hver 14. Dag
•Supervision er en del af  P-mødet ca. 1 gang pr måned
•Plandag for alle personaler på Skovly 1-2 gange  pr halvår
•Plandag for den enkelte afdeling ca. 2 gange årlig


2.5.4.: Vores generelle mål og krav for praktikken og Krav til Øvelsespraktikken:

Følgende er de generelle mål og krav vi stiller til alle studerende.
Som øvelsesstuderende handler din praktik mest om, at du skal suge til dig og prøve dig lidt frem.
 
•At du som ansat på Skolehjemmet Skovly er underlagt tavshedspligt, samt forventes at være loyal i.f.t. gældende etik og moral på stedet

•At du læser og respekterer magtanvendelses-cirkulæret, du får udleveret ved praktikkens start

•At du er åben og imødekommende overfor personale, elever og praktikstedet generelt.  – Også selvom det måske ikke er din ønskepraktik

•At du respekterer givne regler og målsætninger, samt er loyal overfor den pædagogiske praksis

•At du indenfor de første 3 måneder af din praktik har kendskab til de enkelte elever på afdelingen, samt har en rimelig fornemmelse af, hvad du kan stille af krav til den enkelte elev

•At du teoretisk og praktisk tilegner dig viden om karakteristika for målgruppen og formår at bruge denne viden i det pædagogiske arbejde

•At du er aktivt deltagende og forberedt til vejledningstimerne

•At du er kollegial, dvs. at du overholder aftaler, møder til tiden, giver besked hvis du er syg, melder din mening konstruktivt ud fremfor at gå og være sur eller ked af det og omvendt kan tage imod konstruktiv kritik osv.

•At du er deltagende, nærværende og igangsættende i det daglige pædagogiske arbejde

•At du tager din uddannelse, dvs at du også selv tager ansvar for at du udvikler dine faglige og personlige kompetencer, identitet og selvforståelse. Herunder også at du er åben for at opsøge hjælp i fornødne situationer og i.f.t. tvivlsspørgsmål

•At du er nysgerrig og undrende overfor den pædagogiske praksis

•At du øver dig i at diskutere, argumentere og perspektivere pædagogiske synspunkter og metoder

•At du udvikler din evne til at observere, analysere og fortolke børns/unges individuelle adfærd og handlinger

•At du læser og skriver i dagbogen

•At du tilegner dig teoretisk viden og praksis erfaring med det pædagogiske arbejde på en døgninstitution / special-dagskole, herunder også samarbejde med forældre og kommune

•At du deltager aktivt og loyalt i det daglige tværfaglige personalesamarbejde mellem lærere og pædagoger og relevante mødefora, forholder dig til diskussionsemnerne og erhverver dig indsigt i hvordan man i praksis anvender tværfagligheden

Udover de generelle mål og krav har vi niveauinddelte krav til praktikken.
I din 1. Lønnede praktik skal du være kritisk undrende, dvs. vi forventer at du danner dig nogle faglige og personlige holdninger til det pædagogiske arbejde her, samtidig skal du i denne praktik demonstrere forskellige færdigheder.
I din 2. Lønnede praktik er du ”næsten pædagog”, her forventer vi at du har nogle pædagogiske holdninger, at du har en god portion teoretisk viden og at du behersker at anvende den i praksis.
 

2.5.4.1.: Krav til 1. lønnede praktik, samt merit-studerende.

•At du demonstrerer evne til selvstændigt at opstille mål for, planlægge, gennemføre og evaluere aktiviteter og pædagogiske forløb i samarbejde med det øvrige personale.

•At du formår at fordybe dig i afgrænsede pædagogiske problemområder og koble teori og praksis

•At du demonstrerer færdigheder i.forb. med observation, analyse og refleksion

•At du øver dig i at beskrive relevante observationer og overvejelser om eleverne i dagbogen

•At du er bevidst om dine stærke og svage sider

•At du kan arbejde selvstændigt og er ansvarsbevidst

•At du arbejder bevidst med at danne dine pædagogiske holdninger og bevidst skelner mellem rollen som medhjælper og studerende.


2.5.4.2.: Krav til 2. lønnede praktik:

Udover kravene til 1. lønnede praktik:
•At du rimelig sikkert behersker at observere, analysere og indsamle viden og anvende dette i pædagogisk praksis, fx i.f.t. at udarbejde en handleplan

•At du er ved at afklare din faglige identitet, hvad har du at byde på, hvad er dine faglige kompetencer, etiske holdninger osv.

•At du bidrager aktivt i forbindelse med udvikling og forbedring af det pædagogiske arbejde og metoder

•At du forholder dig til og bidrager aktivt i.f.t. udvikling og forbedring af personale-samarbejdsstrukturer, afdelingens daglige arbejdsstruktur, etiske regelsæt osv.


Din målsætning for praktikken skal tilgodese at kravene i denne uddannelsesplan kan opfyldes i løbet af praktikken.

Vi ser frem til at møde dig som studerende og kollega her på Skovly.


Udarbejdet af praktikudvalget
       Skolehjemmet Skovly


februar 2005





Bilag 1.
Følgende temaer behandles i vejledningen:

Fællesvejledning v/ Forstander Poul Andersen:
- Skovly´s historie (kort) Hvad er Skolehjemmet Skovly!
- Menneskesyn
- Værdigrundlag
- KFBU
- Organisationsstruktur og beslutningsorganer
- Kvalitetsstyring- og måling.

Fællesvejledning v/ socialrådgiver Vita Gregersen:
- Sagsarbejde
- Kriterier for frivillig anbringelse, tvangsanbringelse eller dagskole
- Samarbejde med kommunerne
- Forældresamarbejde

Fællesvejledning v/ viceforstander Hans Endersen
- Skolen og undervisningen på et Skolehjem


Vejledning på afdelingen:

Hvilken afdeling er du på og hvad kan du, må du og hvad skal du ikke…:
- Hvordan er hverdagen her
- Udarbejdelse af målformulering; Vidensmål, handlemål og personlige mål
- Gennemgang af magtanvendelses cirkulæret samt institutionens voldspolitik
- Introduktion i brug af dagbog

Pædagogisk teori:
- Hvad karakteriserer elevgruppen
- Hvordan arbejdes der med den enkelte elevs udvikling
- Hvad er tidlig skadet, omsorgssvigt, koncentrationsbesvær m.m.
- Relationsarbejde, - når tilliden er lille og angsten for svigt stor
 
Kvalitet:
- Præsentation og gennemgang af  virksomhedsplan, målsætninger m.m.
- Hvad er pædagogisk kvalitet
- Hvilke muligheder har vi indenfor givne rammer

Forældresamarbejde:
- Forældrekontakt
- Forældrearrangementer, traditioner og møder
- Hvad kan vi forvente af forældrene og hvad forventer de af os?
- Moral/etik
- Pædagogen som ”reserve-forælder”


Pædagogiske metoder:
- Iagttagelse
- Konfliktløsninger
- Struktur / planlægning
- Målrettede aktiviteter  gruppen og / eller den enkelte
- Relationsarbejde i praksis
- Dagbog, konferenceoplæg og handleplaner, aktivitetsskemaer
- Husmøder

Personaleforhold og samarbejde:
- Tværfagligt samarbejde
- Sikkerhed, voldspolitik, krisemakker
- Loyalitet/tavshedspligt
- Moral/etik – Hvad er en god kollega?
- Ledelse / organisering / kompetence og ansvar
- Samarbejde med kommunerne

Personlige og faglige mål:
- jf. din målformulering


Litteratur:
- Kari Killen: ”Omsorgssvigt er alles ansvar”, Hans Reitzels forlag

- Kari Killen: ”Rørt, ramt og rystet”, Hans Reitzels forlag

- Tom Ritchie: ”Relationer i teori og praksis, - perspektiver på pædagogisk tænkning”  Billesø & Boltzer  2004 1.udgave 1 oplag

- Jesper Juul og Helle Jensen: ”Pædagogisk relationskompetence”  Apostrof

- Socialministeriet: Bekendtgørelse om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet. Bekendtgørelse nr. 1309 af  14. December 2004 (Vil blive udleveret til dig ved praktikkens start)

Skolehjemmet Skovly - Langhaven 18 - 2950 Vedbæk - Telefon: 45 89 02 47 - Fax: 45 89 37 31 - Email: skolehjemmetskovly@rudersdal.dk